Man har da en strategi for sin app… ikke?

Man har da en strategi for sin app… ikke?

Det lyder som en selvfølge, men er det langt fra.

Når du har ansvaret for din første app er din opmærksomhed rettet mod version 1 – på funktionalitet, design og indhold. Alt skal spille ved launch. Måske glemmer du helt, at der skal være budget til version 2, 3, 4 og frem. Men apps skal som al anden software vedligeholdes, opdateres og udvikle sig – følge med tiden og brugerne. Launch er kun begyndelsen. Du har brug for en app-strategi, der håndterer fremtiden.

Du er på rette spor, når du forholder dig til 8 små punkter:

1. Keep your friends close…
Lige meget hvor gennemtænkt og gennemtestet din app er, så vil du opleve utilfredse brugere. Du kan få dårlig omtale i pressen og dårlige ratings. Vær klar hvis/når det sker og hav en plan for, hvordan du møder og håndterer feedback.

2. Brugeren har (måske) ret
Du må ikke reagere med panik på al feedback. Hvis du vil please alle – så pleaser du ingen. Omvendt; hvis din app ikke lever op til forventning om download og brug hos målgruppen, så må du skrue på den, indtil den gør. Og det, der er den helt rigtige app i dag er måske ikke den helt rigtige app i morgen. Tracking, ratings og kvalitetstid med rigtige brugere kan guide dine beslutninger.

3. Kode har en udløbsdato
Apple og Google opdaterer styresystem for deres telefoner hvert efterår. Du kan altså regne med, at appen som minimum skal opdateres een gang om året. Præcis hvor omfattende din opdatering er afhænger af, hvordan din app er bygget og hvilke afhængigheder, den har.

4. Design har også en udløbsdato
Med hensyn til brugergrænseflader er retro ikke et plus-ord. Grafisk form, navigation, interaktion og transitioner skal smage af i dag eller – endnu bedre – i morgen. Nye styresystemer åbner for nye muligheder. Nye konventioner opstår og gode idéer bliver til nye standarder. Det er sjovest at sætte dem selv, vigtigt at være bevidst om dem og mindre heldigt at ignorere dem.

5. API og andre afhængigheder
Indrømmet; for mig er et API stadig en mystisk størrelse. Jeg er ikke udvikler. Det er du måske heller ikke. Men du ved nok, ligesom jeg, dette: Ændrer du dit API uden at tage dine forholdsregler, så har du en app uden data. Eller endnu værre: Du har en app, der crasher eller viser noget helt andet end det, du havde planlagt.

Hænger din app bare den mindste smule sammen med andre frameworks (fx. Google Fit, Facebook, betalingsløsninger) må du have dit fokus rettet mod integrationspunkterne.
In short: Hvis 3. part ændrer sig må din app gøre samme, og det sker (lidt ligesom opvasken derhjemme) ikke af sig selv. (Der er heller ikke nogen, der automatisk holder øje med det for dig. Udover brugerne.) Sørg for at sætte monitorering op på API’erne, så du får besked, hvis de ikke virker.

6. Budget og aftaler
Hvis din app skal overleve, må den tilkæmpe sig en fast plads i dit budget. Og hvis du ikke har in-house app-udviklere (eller i øvrigt app-kyndige profiler) så bør du have en løbende aftale med et app-bureau. Der findes ikke en one-size-fits-all aftale-skabelon; du skaber din egen i samarbejde med det bureau, du vælger.

7. Mennesker
Meget vigtige mennesker med meget vigtig viden kan finde på at skifte job. Vær sikker på at vigtig viden, afgørende historik og noget så simpelt som kode og adgange ikke går tabt. Sørg for, som minimum, at få overleveret kildekode og projektfiler ved alle større releases.

8. Sig det højt
Markedsfør din app overfor din målgruppe og hold gryden i kog. Ellers bliver din app en meget ensom app. Næsten lige meget hvor genial den er.

 
Af Louise Spanget-Larsen
louise@greenerpastures.dk
+45 70 26 00 69