Hvis din app er indenfor feltet medieafspilning, navigation eller messaging, så er der mange muligheder for en dyb integration til CarPlay og Android Auto. Men, andre apps kan også drage nytte ved hjælp af tale og beskeder.
I 2015 lancerede Google og Apple hver deres løsning til biler: Android Auto og Apple CarPlay. Begge løsninger gør, at apps kan integreres i bilen via tale, og for visse kategorier af apps også vise data på bilens indbyggede skærm via et specielt UI tilpasset bilkørsel.
CarPlay er releaset i Danmark og rygterne siger, at Android Auto lanceres i Danmark senere i år. Samtidigt har de fleste nye bilmodeller support for CarPlay og Android Auto. Vi nærmer os kritisk masse i Danmark.
I forhold til bilernes indbyggede Infotainment-systemer har CarPlay og Android Auto flere fordele: Levetiden for den typiske SmartPhone er ca. 3 år, hvorimod en moderne bil helst skal holde mere end ti år. Det gør at CarPlay og Android Auto konstant vil overhale de indbyggede Infotainment-systemer. Samtidig har mobiltelefonerne den store fordel, at de har internetforbindelse, hvilket biler – endnu – kun sjældent har indbygget. Derfor har Apple CarPlay og Android Auto et potentiale for digitale services i biler, som ikke har været realiserbart før.
I september 2019 frigives iOS 13, og her får CarPlay en større opdatering med en række forbedringer. På samme måde har Android Auto netop undergået en større UI opdatering. På begge platforme er der tale om det lange seje træk med at få Android Auto og CarPlay ud i bilerne – men begge virksomheder satser massivt på dette område. Potentialet er enormt.
Hvad kan man?
I begge systemer integreres din smartphone med din bils dashboard, og kan betjenes direkte via touch eller med bilens indbyggede knapper på instrumentbrættet. Ligesom med Bluetooth vil bilens højtaler og mikrofon også tilsluttes automatisk.
Rent teknisk integreres Android Auto og CarPlay i en eksisterende app på telefonen, og fungerer som en ekstra skærm med en unik UI tilpasset til situationen.
Både Apple og Google er påpasselige med at godkende apps til CarPlay og Android Auto – fordi de naturligvis ikke må være forstyrrende for føreren. Ideen med CarPlay og Android Auto er at køreturen skal blive sikrere og bedre.
For indeværende kan man på CarPlay udgive apps i kategorierne “Media”, “Navigation” og “Messaging”, mens det på Android Auto kun er indenfor “Media” og “Messaging”.
For at vurdere om en app er egnet til at have en CarPlay eller Android Auto-extension, må man overveje:
- Om appen bidrager til køreturens sikkerhed
- Om der kan designes et UI, der tilstrækkeligt non-intrusive til at den ikke udgør et sikkerhedsproblem
- Om man kan styre appen via stemmekontrol eller via et simpelt UI
- Om appen bidrager med funktionalitet, som ikke allerede er dækket af Apples og Googles standard-apps
Eksempler på oplagte use cases til CarPlay og Android Auto er:
- Radio-, musik- og PodCast-apps
- Navigation / flådestyring
- Parkering
- Benzin- og ladestationer
- Notifikations-apps
- Specialture
- Sikkerhedsapps
Vi har på det seneste lavet et par mindre prototyper til CarPlay og Android Auto. At designe til bilkørsel er en helt anden disciplin end at designe apps til telefoner. Vores erfaring er, at for at lave en succesfuld interface til bilkørsel, så skal man især fokusere på følgende:
- UI’en skal fungere “at-a-glance”. Det stiller store krav til mængden af information og antallet af beskeder der sendes.
- Hvis det er muligt skal data være situationsbestemt. F.eks. ud fra geo-data eller ved på anden vis at bestemmer hvor på turen man er.
- Undgå kompleks visuel design – ofte er en enkel tekst alt hvad der er plads til og behov for.
- Skær væk, og skær derefter mere væk.
Stemmestyring med Siri / Google Assistant
Også selvom din app ikke falder inden for en af de tre tilladte kategorier af apps, er der muligheder med CarPlay og Android Auto via stemmestyring.
Dialogbaseret interaktion kræver forenkling og er en helt ny måde at arbejde med interfaces, men er ideel til bilen: Hvor stemmestyret interaktion direkte på mobilen i det offentlige rum ofte kan føles akavet, er det en ret ideel interaktionsform, når du sidder i bilens privatsfære med begge hænder på rattet og øjnene på vejen.
Både Google og Apple er i løbet af de seneste år kommet milevidt med at forstå det talte sprog, og understøtter nu også dansk. Slut med den frustrerende gentagelse af en kommando i et overtydeligt sprog: I dag kan du i et naturligt toneleje spørge “hvornår er jeg fremme?”, eller “kør til den nærmeste benzinstation”.
Hvis du kan se din app give brugerne værdi i en firhjulet kontekst, så er der mange spændende muligheder i dag. Hiv fat i os – så tager vi gerne en nærmere snak herom.