En god app er designet til brugeren, ikke til virksomheden

En god app er designet til brugeren, ikke til virksomheden

Et af de vigtigste spørgsmål i vores arbejde er, hvad en god app er. Det korte svar er, at en god app er designet til den bruger, der skal have den i hånden, ikke til den virksomhed der har sendt den på markedet.

Et godt app-projekt starter derfor ikke overraskende med, at man har gjort sit forarbejde grundigt. Hvilken målgruppe henvender man sig til, og hvilke mål har man med appen? Hvem skal bruge appen, i hvilken situation og præcis hvad skal den bruges til?

Mange virksomheder i Danmark er skarpe på, hvilke forretningsmæssige mål en app kan bidrage til at opnå, men er slet ikke skarpe nok på, i hvilken brugssituation de mål skal nås.

Vælg til, og vælg fra
Et forretningsmæssigt mål kan være, at man gerne vil have at brugerne udfører de fleste af deres bankforretninger i en app. Måske fordi det sparer ressourcer i filialerne eller på telefonerne. Det er desværre ikke en brugssituation.
Det handler om at finde de kerne-brugssituationer, hvor brugerne får noget ud af at have appen åben. F.eks. noget så enkelt som at kunne tjekke saldo. Når man har fundet de brugssituationer som de fleste anvender – og som kan løses i en app – så kan man altid siden hen bygge ovenpå. Vi ser desværre ofte, at apps bliver designet til edge cases. Dvs de brugssituationer, der opstår sjældent, er komplekse og svære at forstå. I bank-eksemplet kunne det være at finde årets renteudgifter på et lån man har optaget i banken. Det kan være enormt tilfredsstillende at løse dem, både teknisk og forretningsmæssigt, men hvis man har den type brugssituation som kernen i ens app, så risikerer man at skabe store barrierer for brugen af den.

En app, en funktion
Hvis du kigger dine egne apps igennem, vil du finde at en hel del af de apps du bruger har én funktion som det primære. For at finde det gode udgangspunkt for din app, så kan det hjælpe at udfylde denne enkle formel:

Appen gør det muligt for Y at X, i situation Z

Med andre ord, hvad vil brugeren gøre, i hvilken situation. Konkret og skåret til benet.

Den gode app opsummeret
Der er mange definitioner på den gode app derude, men vores erfaring viser ind til videre, at de gode og succesfulde apps har dette tilfælles:

  • De løser lynhurtigt ét bestemt behov eller problem
  • De har et vist niveau i design (også kaldet lækkerhed)
  • De kender tydeligvis deres brugere

Skriv en kommentar

 
Af Jakob Mikkelsen
jakob@greenerpastures.dk
+45 70 26 00 69