App ratings – Paid vs Free – Politiken vs Ekstrabladet

En af fornøjelserne ved at udvikle og udgive iPhone apps er de små anmeldelser – customer ratings – som brugerne kan give apps. Der er både værdifuld feedback fra brugerne, som kan være med til at forbedre en app og gøre os udviklere klogere på vores brugere, og der er vrøvl og dumme kommentarer.

I den sidste kategori er en af de sjoveste anmeldelser vi har fået, en anmeldelse af app’en “MitKbh” – hvor brugeren gav app’en 1 stjerne med begrundelsen, at der ikke var anmeldt nogle steder i Århus. Han kunne måske overveje hvorfor app’en hedder “MitKbh”.

Nå – fred være med det.

En anden sjov tendens i AppStore der er mere interessant er, at gratis apps får dårligere ratings end apps man skal købe. Et godt eksempel på dette er de to apps som JP/Politikens Hus udgav for nyligt – nemlig Ekstrabladet der er gratis og Politiken der koster 12 DKK.

I skrivende stund har Politikens app en rating på 3,5 på en skala fra 1 til 5 og Ekstrabladets app har en rating på 1,4. Baseret på henholdsvis 43 og 72 brugeranmeldelser.

Rent teknisk er de to apps baseret på den samme tekniske løsning og kan stort set det samme. To meget fine apps i øvrigt.

Der kan selvfølgelig være mange interessante forskelle mellem Politikens og Ekstrabladets læsere – men den vigtigste forskel er, at der er langt flere der downloader en gratis app og så sletter den igen efter fem minutter. Og, når man sletter en app bliver man bedt af Apple om at rate app’en.

Hvorimod hvis man skal betale 12 DKK for en app, så læser man lige lidt mere i beskrivelsen inden man bruger de 12 DKK. Dette betyder, at man uden problemer kunne forudse at Ekstrabladets app ville få en langt dårligere rating end Politikens.

JP/Politikens Hus planlægger at tage 12 kroner om måneden for indholdet – de første 30 dage er gratis. Læser man kommentarerne i de to apps er det helt tydeligt, at dette grundlæggende er ok med Politikens brugere (betalingsapp) hvorimod Ekstrabladets brugere protesterer kraftigt over at skulle betale for indholdet.

Præcis hvor meget en dårlig rating betyder for antallet af downloads er svært at sige – men der er ingen tvivl om, at det skader.

Skriv en kommentar

 
Af Jakob Mikkelsen
jakob@greenerpastures.dk
+45 70 26 00 69