Apps og digitale trends

Når vi taler med kunder eller andre om tendenserne i app-markedet – eller om hvor SmartPhones er “på vej hen” – så bliver der ofte blandet andre digitale trends ind i snakken. På sin vis er det helt logisk. Apps er ikke et isoleret fænomen, men derimod ofte en integreret del af andre digitale økosystemer.  Samtidig er mange af de mere nyskabende og kreative apps en del af de trends der har vind i sejlene for tiden.

Men nogle gange skaber det også forvirring i forhold til hvad der tilhører det ene og det andet felt – og hvordan sammenhængen lige er. Især i forhold til sammenhængene mellem teknikken bag.

Her er et par af de nye digitale trends, som integreres i apps eller som er inspirationskilde til apps.

Sociale medier

Sociale medier og apps er tæt forbundet. Vi udvikler stort set ikke en app for tiden, uden at der er Facebook-integration og hvor Twitter er blevet overvejet (og droppet). Men sammenhængen mellem mobile apps og sociale medier går langt videre end at kunne “poste til sin Facebook”. Fordi telefonen er en ægte personlig device, fordi den har et kamera, fordi man har den med sig og fordi man ofte bruger den når man netop har tid til lidt afslapning – som sociale medier jo netop er for de fleste – så stammer en stor del af trafikken til og fra sociale medier fra SmartPhones. Dette præger de sociale medier.

Derudover er der en række sociale medier der i deres oprindelse er tænkt som apps – Foursquare, Instagram, Gowalla – men også f.eks. Twitters begrænsning på længden af et twit til 140 karakterer er tænkt, så man også kunne få beskederne som SMS.

Så apps er en del af den trend som kaldes sociale medier. Apps udvider og præger trenden – og tankegangen bag sociale medier præger apps.

The Good Enough Revolution

Wired kørte et tema i 2009 om, at for mange forbrugerprodukter er “godt nok” helt fint. Det typiske eksempel på “Good enough” er det lille videokamera, Flip. Flip-kameraet er det mest simple kamera man kan forestille sig: Een knap, intet zoom, ingen opsætning – alt unødvendigt er fjernet. Flip-kameraet er en enkel teknologi, supernemt at betjene og tosset billigt.

På samme måde er der rigtigt mange apps der erstatter bedre dedikerede “produkter”. Men fordi apps stort ikke koster noget og fordi man altid har telefonen i lommen – så er det godt nok. Eksemplerne er mange: folk bruger deres telefon som waterpas, lommeregner, Krak-kort, fjernbetjening, vækkeur, lommelygte, GPS-navigation til bilen o.s.v.

Det samme fænomen gælder for kameraer. Det mest udbredte kamera i dag er en iPhone. iPhone’ens kamera er bestemt ikke noget teknisk vidunder – og de billeder man kan tage er teknisk set ikke imponerende. Men – det er lige ved hånden, man har betalt for det alligevel og det er nemt at bruge. Det er med andre ord godt nok – så hvorfor skulle man købe et andet kompakt kamera?

Da Google introducerede indbygget Turn-by-turn navigation i Android-styresystemet faldt Garmins aktiekurs med 17% og TomToms med 29%. Garmin og TomTom laver netop dedikerede produkter til Turn-by-turn GPS-navigation til biler. Aktiekursernes bratte fald er et godt billede på at SmartPhones kan udfordre og måske ligefrem udkonkurrere hele produkttyper – og spillere i helt andre brancer.

En 19-årig med respekt for sig selv vil i dag ikke købe en guitar-tuner, et waterpas eller et vækkeur – hun bruger da sin telefon.

Geografiske services

Da Google for nogle år siden introducere Google Maps og Google Earth skulle ethvert firma med respekt for sig selv have et Google Map der viste deres forhandlere eller andre geografiske data. Siden da er der nok mange, der er blevet lidt mere realistiske omkring hvornår et dynamisk kort er relevant – men til gengæld har vi som forbrugere også lært at elske de mange gode kortbaserede services. Hvor vi før havde vænnet os til halv-lukkede systemer som Kraks – så blev Google Maps integreret med alverdens spændende data og netop der hvor man havde brug for det.

SmartPhone apps udvider denne trend fordi brugeren nu har det digitale kort i lommen. I disse dage sendes der en hel del apps på gaden med spændende geografiske data – og der er mange flere på vej. Så – hvis der findes relevant og interessant geografisk data der enten er offentligt tilgængeligt eller hvor en virksomhed kan tjene penge, så vil der snart komme en app der kan vise disse data.

Betalt indhold

Da Apple introducerede AppStore og muligheden for at hente og betale for apps – blev det pludselig nemt for indholdsleverandører og udviklere at tage penge for software og indhold. Apple havde opbygget et helt økosystem hvor det var nemt og sikkert for forbrugerne at købe indhold og hvor det var lidt for udbyderne at tilbyde produkter. Betaling var således helt fra starten en integrereret del af app-fænomenet.

Denne trend synes at tippe over mod det “almindelige” Internet. New York Times har for nyligt indført en betalingsmodel, som ligner en endelig model for hvordan medier vil begynde at tage betaling for deres indhold.

Gamification

Gamification er når man bruger spil-elementer i andre kontekster end spil. Et typisk eksempel på Gamification er den sociale service Foursquare, hvor brugerne “checker ind” på cafeer, butikker og andre steder – og hvor man kan vinde “badgdes” og blive “borgmester” over de forskellige steder.

Trenden Gamification bruges mere aggressivt i forbindelse med markedsføring, hvor målet bliver at øge forbrugernes interesse for et produkt, lægge op til en bestemt adfærd – eller ved spilelementet at få forbrugeren til at øge sin aktivitet.

Herhjemme er det bedste (værste) eksempel på Gamification Liberal Alliances Facebook App, Freedom Fighter, hvor brugerne (vælgerne) kan vinde point ved at deltage i debatter i andre medier. Denne sære blanding mellem en politisk debat og et et spil hvor man for sjov kan vinde point, er helt sikkert noget der vil komme mere af.

Hos Greener Pastures har vi ikke være involveret i projekter der kan karakteriseres som Gamification – og der er mig bekendt heller ikke nogle udbredte danske apps, som er stærkt præget af denne. Men, det er tydeligt at især mange amerikanske apps er stærkt inspireret af Gamification og ideen om at “flytte spil” ud i virkeligheden. Og her er apps meget velegnede – og vi vil helt sikkert se mere til Gamification i de kommende år.

Always connected – Aleways on

Teenagere har nu efterhånden i nogle år været nærmest konstant i dialog med venner – om det så er vis SMS’er eller Facebook. Og på samme måde har hjemmearbejdspladser og  trådløst bredbånd betydet at mange i dag er konstant “på” med risiko for ikke at kunne koble af (nettet).

SmartPhones og apps forstærker denne trend dramatisk. Med apps kan man tjekke mail, sende fakturaer, følge debatten på intranettet og meget mere døgnet rundt. Det er ikke usædvaneligt at hardcore iPhone brugere starter deres dag med at tjekke mail/Facebook – er på mange gange i løbet af dagen – og det sidste de gør før de går i seng er at stille uret på iPhone’en og så lige tjekke mail/Facebook en sidste gang.

Og hvad så?

Og – hvor vil jeg så hen med den her oplistning. Jo – først og fremmest vil jeg bare tegne det landkort apps opererer på og bliver inspireret af. Og for at skille tingene ad. Bare fordi Facebook Apps også hedder “Apps” eller Podio AppStore også hedder “AppStore” – så har det altså ikke noget med SmartPhone apps at gøre.

Og, så er der en tid til ideer og en tid til bestemte produkter. Vi har gennem det sidste år snakket med en del iværksættere der er kommet med “en god ide”. Der er rigtigt mange af disse ideer vi har hørt flere gange. Måske med nuance-forskelle – men alligevel den samme ide pitchet af forskellige. Jeg tror forklaringen på dette er, at der er en tid til ideerne – og at de kommer ud af trends som dem jeg lister ovenor.

Skriv en kommentar

 
Af Jakob Mikkelsen
jakob@greenerpastures.dk
+45 70 26 00 69