Coop app slår alle rekorder i 2018

Coop app slår alle rekorder i 2018

2018 var et godt år for Coop appen. Med 1,1 mio. samlede downloads, dage i december med over 200.000 daglige unikke brugere, med en rating i Apple App Store på 4,4 stjerner ud af 5, masser af dage hvor appen lå #1 i både App Store og Google Play, og på Apples liste over de 20 mest downloadede apps i 2018 i Danmark – så er der gode nyheder hele vejen rundt. 

Faktisk fordoblede Coop appen antallet af downloads i 2018 – på trods af at appen har været i markedet siden 2014. 

Og fra d. 1. Januar åbner Coop også op for selvscanning via appen – Scan & Betal – i alle fakta-butikker.  Med selvscanning kan medlemmer bruge Coops app til selv at scanne og betale for varerne – og derved købe ind lidt hurtigere og undgå køen ved kassen. Scan & Betal er især smart for kunder, der bare skal købe nogle få varer. Med selvscan udvides Coop appens virkefelt markant – og gør de eksisterende features endnu mere relevante. 

Coop appens succes skyldes selvfølgelig mange ting: Først og fremmest naturligvis at appen giver nogle klare fordele i forbindelse med den daglige shopping. Det hjælper selvfølgelig at appen er blevet markedsført kontinuerligt via Coops mange kanaler. Det hjælper også at appen har en rækker gode tilbud og præmier, som kan hentes i Coops butikker. Og det hjælper at både apps og backends kører stabilt og sikkert. 

Men historien om Coop appens succes er også et godt eksempel på, at det at opbygge en succesfuld app er et maraton og ikke et sprint. At opbygge en stor, loyal brugerbase som bruger ens’ app uge efter uge, kræver at appen over tid og igen og igen beviser, at den gør sig fortjent til en plads på brugerens home screen. Det kræver at man holder fast i grund-konceptet og konstant leverer på den værdi, som man oprindeligt lovede brugeren og at appen er opdateret og relevant. Det kræver både mod, fravalg og udholdenhed.

Læs mere om Coop appens resultater i december fra Coops pressemeddelser om appen og fra diverse medier:

 
Af Jakob Mikkelsen
jakob@greenerpastures.dk
+45 70 26 00 69